Vampyroteuthis infernalis, Navnet der betyder Vampyren fra helvede fik den fordi de første eksemplarer der blev fundet var helt sorte og havde store røde øjne, senere har man fundet andre farvevarianter. V. infernalis har eksisteret i mere end 100 mill. år og er næsten uforandret i udseende, den er ca. 50 cm lang, har arme som blæksprutter, armene er dog ikke helt frie, de er forbundet med en membran til ca. 3/4 af armenes længde, således at når V. infernalis åbner armene , så dannes der en slags tragt, som V. infernalis bruger til at indfange byttedyr. Mellem armene er der to steder nogle filamenter, der kan foldes ud i ca. 1 m. længde, V. infernalis bruger disse filamenter til at opdage byttedyr i mørket.

Vampyrblæksprutten har meget tilfældes med både de ottearmede blæksprutter samt de ti-armede blæksprutter, det har ikke været muligt endegyldigt at placere V. infernalis  i en af de to ordener og derfor har man placeret V. infernalis  i sin egen orden Vampyromorpha, og de fleste forskere er enig om, at V. infernalis nok repræsentere en sidegren på den fælles stamfader for de otte armede og ti armede blæksprutter - det der især gør den anderledes anatomisk, er nogle lysenede filamenter som V. infernalis bruger til at fange byttedyr med i mørket, i 400-1000 m dybde hvor den lever samt at der dannes nogle sekundære finner i det adulte stadie.

Vampyroteuthis infernalis (vampyrblæksprutten) den tilhører cephalopoderne og den lever i de ilt fattige vandlag, der findes i en dybde på  ( 400 - 1000 m ). V. infernalis kan findes i de fleste tempererede og tropiske havområder og V. infernalis  er den eneste cephalopod der lever hele sit liv i disse iltfattige havområder ( OML = Oxygen Minimum Layer ).  OML-laget er et meget stabilt lag, hvor iltmætningen kun er på ca. 5% ( 0,25 - 015 ml O2 / L) OML laget er rimeligt stabilt miljø, hvor enkelte dyr har været nødt til at tilpasse sig de helt ekstreme levevilkår.. De fleste cephalopods kræver en iltmætning på 20% -50%, derfor ses enkelte tiarmede blæksprutter kun i zonen mellem det iltfattige vandlag og vandlaget lige ovenfor hvor iltmætningen er lidt større . For at kunne overleve i dybet under højt tryk,  hvor intet sollys når ned samt i et vandlag med ringe iltmætning, kræver det , at dyr der lever her skal være tilpasses godt, især på grund af den ringe iltmætning. Det  stiller store krav, så V. infernalis har været nødt til at spare på energien (nedsat metabolisme) øget metabolisme betyder øget iltforbrug. En af V. infernalis metoder er brug af filamenter, da disse ca. 1 m. lange filamenter kan hjælpe V. infernalis med at lokalisere byttedyr uden at V. infernalis behøver at bevæge sig og dermed spare på energien. En anden tilpasning er iltoptagelsen. V. infernalis har hemocyanin i blodcellerne (respiratory blood pigment) der er i stand til at binde oxygen ekstremt effektivt (Seibel et al., 1999). Endvidere er gællearealet øget, så ilten optages nemmere.

Credits
Foto:  Brad Seibel, a Postdoctoral Research Fellow at UM and expert on Vampyroteuthis.

Et andet unik biologisk aspekt ved Vampyroteuthis infernalis er den metamorfose som  V. infernalis gennemløber. I det juvenile stadie af V. infernalis, dannes der et par sekundære finner (15 - 25 mm) foran de oprindelige finner dvs. mod armene og  når de sekundære finner er dannet, så disintegreres de oprindelige finner. Denne ændring i udviklingen af finner og som er unik for V. infernalis, er en tilpasning til V. infernalis levevis - i det juvenile stadie svømmer V. infernalis  ved at presse vand ud som en jetstrøm, senere når de sekundære finner er udviklet så svømmer V. infernalis ved at bevæge finnerne og den er faktisk i stand til at svømmer temmelig hurtigt.  

V. infernalis flere fjener i dybet, kaskelothvaler blåhajer og mange andre, i stand til at nå herned, V. infernalis har  derfor udviklet tre mulige og effektive forsvarsmekanismer. For det første er den i stand til at flygte meget hurtigt, ved hjælp af sine finner. For det andet så kan V. infernalis forsøge at skræmme sine modstandere ved at krænge armene ud som en paraply og bruge sine to lysorganer som en slags øjne. Den tredie mulighed er at V. infernalis kan forvirre sine modstandere ved at udskyde en mængde lyspartikler, der i mørket hvor V. infernalis lever vil forvirre enhver modstander.

tekst bearbejdet af: Lars A. Clark